Dem, der har travlt med at kritisere små skridt for at være en inkompetent metode til vægttab, tror fejlagtigt, at små skridt er det samme som fysisk små ændringer.
Fysisk små ændringer, der medfører en lille reduktion i kalorieindtaget, er noget andet end små skridt.
Små skridt i små skridt-metoden er ændringer, som den enkelte oplever som små (dvs. subjektivt små ændringer), og det er kontinuerlig udvikling, der på sigt fører til fysisk STORE ændringer!
Små skridt er simpelthen en anden tilgang til selve processen med at ændre livsstil. Ja, bare det at man betragter livsstilsændring som en proces med selvbestemmelse og ikke et mål med ydre kontrol er en radikal forskel i sig selv.
Da subjektivt store skridt (og også på kort sigt fysisk store skridt) i de fleste tilfælde er uholdbare (det er veldokumenteret i talrige videnskabelige undersøgelser), så vil subjektivt små skridt (der også på kort sigt er fysisk små – til gengæld er der mange af dem) medføre fysisk større ændringer og et markant større vægttab på længere sigt. Den kritiske periode er fra 6. til 12. måned. De fleste, der er meget motiverede, kan opnå et pænt vægttab med store skridt i de første 6 mdr. Derefter begynder de at tage på igen. Hvis du er på små skridt, så bliver du derimod ved med at tabe dig også fra 6. til 12. måned – og videre derefter.
Små skridt igangsætter en dejlig proces med kontinuerligt vægttab. Hvad venter du på?



